Morton Feldman

Født i New York i 1926 og død i Buffalo i 1987 står Morton Feldman som en central skikkelse i det amerikanske samtidsmusikmiljø i det 20. århundrede, i krydsfeltet mellem eksperimentering, ubestemthed og New York School sammen med John Cage, Earle Brown og Christian Wolff. Uddannet blandt andre hos Wallingford Riegger og Stefan Wolpe udviklede Feldman allerede i 1950'erne et tonesprog, der bevægede sig væk fra traditionelle harmoniske og serielle rammer; han skrev også partitur med grafisk notering, som overlod en række beslutninger til fortolkerne. Hans møde med John Cage i New York i 1950 fik en afgørende indflydelse på hans vej, ligesom hans nære forbindelse til billedkunsten og abstrakt ekspressionisme gjorde det. Fra 1970'erne skiftede Feldman mod en mere præcis rytmisk notering, samtidig med at han bevarede et sprog præget af meget tilbageholdte dynamikker, asymmetriske motiver, sart klang og et udstrakt tidsforløb. Værker som Rothko Chapel (1971), For Frank O’Hara (1973), operaen Neither (1977) til en tekst af Samuel Beckett, String Quartet II (1983) og For Philip Guston (1984) illustrerer denne udvikling mod lange, tilsyneladende begivenhedsløse former. Fra 1973 var Morton Feldman ansat ved University at Buffalo, hvor han sad i et kompositionsprofessorat.