György Ligeti

Født i 1923 i Diciosânmartin i det transsylvanske område, som på det tidspunkt tilhørte Rumænien, voksede György Ligeti op i en ungarsk kulturkreds, før han videreuddannede sig i Cluj og på Franz-Liszt-Akademiet i Budapest, hvor han blandt andre studerede hos Zoltán Kodály. Krigens rædsler, Holocaust og de kulturelle begrænsninger i det kommunistiske Ungarn prægede ham stærkt. I 1956 forlod Ligeti landet og slog sig først ned i Wien; senere arbejdede han i Köln, hvor han kom i kontakt med avantgardemiljøet og den elektroniske musik. Hans kompositoriske sprog slog igennem omkring 1960 med værker som Apparitions (1958–1959), Atmosphères (1961), Requiem (1963–1965) og Lux Aeterna (1966), hvor han udviklede tætte teksturer, langsomt forandrende lydmasser og en tæt polyfoni, som han selv beskrev som mikropolyfoni. Senere udvidede Ligeti sit sprog mod mere kontrastfulde former med større rytmisk følsomhed, metrisk forskydning og lagdelte pulser, som i Le Grand Macabre (1977), trioen for violin, horn og klaver (1982), klaverkoncerten (1985–1988) og pianostudierne komponeret mellem 1985 og 2001. Fra 1973 til 1989 var han professor i komposition i Hamburg og påvirkede adskillige generationer af komponister; hans musik nåede desuden langt ud over koncertsalen, blandt andet gennem film.