Jean-Michel Jarre

Jean-Michel Jarre indskriver sig allerede i 1970’erne i udviklingen af elektronisk musik i Frankrig, efter et ophold hos Pierre Schaeffers Groupe de recherches musicales, som var med til at forme hans tilgang til lyd. Han blev kendt med albummet Oxygène fra 1976, med lange instrumentale forløb bygget op omkring syntetiske lag og gentagne melodiske motiver, efterfulgt af Équinoxe i 1978 og Les Chants Magnétiques i 1981, som cementerede en stil præget af svævende atmosfærer, minimalistiske rytmesekvenser og elementer tæt på instrumental pop. I løbet af 1980’erne og 1990’erne, fra Zoolook (1984) over Rendez‑Vous (1986) til Chronologie (1993), eksperimenterede Jarre både med samplede stemmer og strukturer nærmere dansemusikken, samtidig med at han udviklede storslåede bykoncerter, der forenede elektronisk musik med monumentale projektioner og lysopsætninger. Fra 2000’erne og fremefter, med udgivelser som Métamorphoses (2000) og de to bind af Electronica (2015–2016), har han intensiveret samarbejder med producere, komponister og visuelle kunstnere og bevæger sig mod immersive projekter med multikanalsformater og virtuel‑reality‑optrædener, fortsat centreret om en melodisk og filmisk elektronisk komposition.