Chet Baker

Født i Yale, Oklahoma, i 1929 og senere opvokset i Californien, gjorde Chet Baker sig gældende i begyndelsen af 1950’erne på West Coasts jazzscene med en blød, tilbageholdt og meget melodisk trompetstil, forbundet med cool jazz. Efter perioder hos Charlie Parker og Stan Getz blev Baker særligt bemærket i Gerry Mulligans pianoløse quartet, hvor dialogen mellem trompetlinjerne og barytonsaxofonlinjerne blev central, særligt på 'My Funny Valentine'. Som instrumentalist og sanger udviklede Baker samtidig en let, næsten hviskende stemme, der forlængede den intime æstetik i hans frasering. Hans discografi fra 1950’erne omfatter blandt andet Chet Baker Sings (1954), Chet (1959) og Chet Baker Is Back! (1962). Fra 1960’erne skiftede hans karriere mellem perioder med høj aktivitet og afbrydelser på grund af personlige og retlige problemer, med mange ophold i Europa, særligt i Italien, Frankrig, Tyskland og Holland. Baker optrådte derudover i kvartet- eller quintet-formationer og indspillede med musikere som Enrico Pieranunzi, Philip Catherine, Jim Hall eller Paul Bley. Indtil sin død i Amsterdam i 1988 bevare Baker denne spare, sangbare lyd, ved grænsen mellem cool lyrik, afslappet bop og jazzballade.