Francesco De Gregori

Født i Rom i 1951 gør Francesco De Gregori sig gældende allerede i begyndelsen af 1970'erne i genopblussen af den italienske sangskrivertradition, efter at have debuteret på Folkstudio-scenen, et centralt mønested i Roms musikliv. Hans skrivestil udvikler sig i krydsfeltet mellem folk, pop/rock og en særegen italiensk fortællende sangtradition, med tekster der ofte er hentydningsfulde, fulde af personer, fragmenter af historier og billeder af hverdagen. Efter Theorius Campus med Antonello Venditti i 1972 begynder Francesco De Gregori en solokarriere med Alice non lo sa i 1973, derefter Francesco De Gregori i 1974, før han når ud til et bredere publikum med Rimmel i 1975. Resten af hans discografi, fra Bufalo Bill i 1976 til Titanic i 1982, Scacchi e tarocchi i 1985, Canzoni d’amore i 1992, Amore nel pomeriggio i 2001, Pezzi i 2005, Sulla strada i 2012 eller Pastiche i 2024 med Checco Zalone, viser en kontinuitet i skrivningen og en konstant opmærksomhed på akustiske arrangementer, rockinflexioner og folkelige former. Gennem årtierne har Francesco De Gregori også haft mange fælles projekter med Lucio Dalla, Giovanna Marini, Ron, Antonello Venditti eller omkring Bob Dylans repertoire, samtidig med at han har været meget til stede på scenen, fra klubber til store sale, i et nøgternt register hvor stemmen, fortællingen og sangen står i forreste række.