François Jeanneau

François Jeanneau, født i Paris i 1935, indledte sin musikuddannelse som fløjtist på konservatoriet, hvorefter han selvlært lærte sig sopransaxofon og senere tenorsaxofon, efter at han havde opdaget jazzens verden ved parisiske koncerter med Charlie Parker og Sidney Bechet. I begyndelsen af 1960’erne spillede han i trommeslageren Mac Kacs kvartet på Club Saint-Germain og akkompagnerede amerikanske gæstemusikere — en erfaring, der formede hans musikalske sprog. Efter et ophold i Finland i 1962 sammen med Aldo Romano og Jean‑François Jenny‑Clark bevægede han sig mod frie improvisationsformer og deltog i de første skridt inden for free jazz i Frankrig, blandt andet med Jef Gilson på Enfin! og med François Tusques på Free Jazz. Hans karriere omfattede også gruppen Triangle (1970–1974) og derefter en række plader som orkesterleder, blandt andre Un bien curieuse planète (1975), Techniques douces (1976) og Ephémère (1977), hvor han forenede komposition, modal jazz, åben improvisation og orkestrale klangfarver. I 1979 stiftede han Pandemonium, i 1986 ledede han Orchestre national de jazz ved dets oprettelse, og han udviklede desuden et omfattende pædagogisk arbejde ved Conservatoire de La Réunion og CNSMD i Paris. Fra slutningen af 1990’erne engagerede han sig også i soundpainting sammen med Walter Thompson og inden for Spoumj.