Daïda

Navnet DAÏDA henviser til Daïdarabotchi, en gigantisk skabning fra japansk mytologi — et billede, der gennemstrømmer musikken fra denne gruppe, som arbejder med elektrisk og progressiv jazz. DAÏDA udvikler et tonesprog, hvor improvisation forbliver central, men indlejres i mere kompakte former, næret både af energien i nutidens populærmusik og af samtidsjazzen. Projektet lader nervøse pulser, brede melodier, spændingsfyldte passager og mere luftige øjeblikke sameksistere og spiller på dialogen mellem akustiske teksturer og elektrisk intensitet. I Daïdas æstetik omsættes referencer som Christian Scott, Joe Hisaishi eller Radiohead til en forkærlighed for kontraster, fortællende stemninger og opstigninger tæt på trance, uden at gå på kompromis med pladsen til solisterne og det kollektive samspil. DAÏDA er således en del af en aktuel jazzscene åben for udvekslinger mellem komposition, groove, lyrik og lydmæssig undersøgelse, med musik tænkt lige så meget til liveoptræden som til lytning.