No Te Va Gustar

Dannet i Montevideo, Uruguay, i 1994 indskriver No Te Va Gustar sig i bølgen af rioplatensk rock ved at blande rock på spansk, reggae, ska samt referencer til murga og uruguayansk candombe. Under forsangeren og guitaristen Emiliano Brancciari udviklede gruppen sig gradvist til en storbesætning med blæsersektion og keyboard, hvilket prægede No Te Va Gustars lyd både på scenen og i studiet. Efter en begyndelse i de uafhængige kredse i Montevideo og Buenos Aires begyndte pladekarrieren med “Sólo de noche” i 1999, efterfulgt af “Este fuerte viento que sopla” (2002) og “Aunque cueste ver el sol” (2004), hvor en blanding af melodisk rock, synkoperede rytmer og tekster om det urbane hverdagsliv, følelsesmæssige bånd og sociale spændinger træder frem. Albummene “Todo es tan inflamable” (2006), “Por lo menos hoy” (2010) og “El calor del pleno invierno” (2012) fulgte med en voksende fanskare for No Te Va Gustar i Latinamerika og senere i Spanien gennem talrige tournéer. Med “El tiempo otra vez avanza” (2014), “Suenan las alarmas” (2017), genindspilningsalbummet “Otras canciones” (2019) og “Luz” (2021) konsoliderer No Te Va Gustar en æstetik, hvor rockballader, reggae-agtige tempi og mere afdæmpede arrangementer sameksisterer, ofte i samarbejde med kunstnere fra andre latinamerikanske scener.