Philip Catherine

Født i London i 1942 af en engelsk mor og en belgisk far og opvokset i Bruxelles efter et ophold i Tyskland, gjorde Philip Catherine sig tidligt bemærket i det europæiske jazzmiljø med en guitarlyd præget af sangbar frasering, nærmere influeret af både Georges Brassens og Django Reinhardt. Professionel fra slutningen af 1950’erne, turnerede han i begyndelsen af 1960’erne med organisten Lou Bennett og mødte senere navne som Dexter Gordon og Stéphane Grappelli, før han i 1969 blev inviteret til Montreux Jazz Festival med et sekstet, som han ledede sammen med Jacques Bekaert. I begyndelsen af 1970’erne sluttede han sig til Jean‑Luc Pontys Experience og var medstifter af Pork Pie sammen med Charlie Mariano og Jasper van’t Hof — et projekt, hvor moderne jazz, swing, fusionelementer og europæisk lyrik smeltede sammen. Mødet med Larry Coryell var et vigtigt skridt; de optrådte som duo og indspillede Twin House (1977) og Young Django (1978), oplevelser som også førte til indspilninger med Charles Mingus. Gennem årtier vekslede Philip Catherine mellem akustiske og elektriske besætninger, duetter, trioer og orkestrale projekter med plader som Guitars (1975), Babel (1980), Transparence (1986), Blue Prince (2000), New Folks (2014), La belle vie (2019) og Pourquoi (2022).