Hard-Ons

Hard-Ons blev dannet i 1982 i Punchbowl i det vestlige Sydney. Gruppen opstod oprindeligt som en trio bestående af Peter Black, Ray Ahn og Keish de Silva, men gennemgik flere medlemsudskiftninger, som senere førte til trommeslageren Murray Ruse og sangeren Tim Rogers’ indtræden. Fra begyndelsen udviklede Hard-Ons en blanding af punk rock, hardcore punk og power pop, krydret med metalnære riffs, meget direkte pop-melodier samt surf- og psykedelske elementer. Som en aktiv aktør på den australske undergrundsscene i 1980’erne arbejdede bandet i vid udstrækning uafhængigt, udgav noget af deres materiale selv og spillede også i de europæiske punkmiljøer. De tidlige albums Smell My Finger (1986), Dickcheese (1988), Love Is a Battlefield of Wounded Hearts (1989), Yummy! (1990) og Too Far Gone (1993) indkredser bandets hurtige, abrasive og melodiøse udtryk. Efter en opløsning i 1994 genforenedes Hard-Ons i 1997 og genoptog udgivelsesaktiviteten med This Terrible Place... (2000), Very Exciting! (2003), Most People Are a Waste of Time (2006) og Most People Are Nicer Than Us (2007). Hard-Ons har desuden delt udgivelser med The Stupids, Celibate Rifles og Boom Boom Kid og indspillet sammen med Henry Rollins. De seneste år har budt på So I Could Have Them Destroyed (2019), I’m Sorry Sir, That Riff’s Been Taken (2021), Ripper ’23 (2023) og I Like You a Lot Getting Older (2024).