Half Man Half Biscuit
Dannet i Birkenhead i Merseyside udviklede Half Man Half Biscuit sig omkring forsangeren, guitaristen og sangskriveren Nigel Blackwell og bassisten Neil Crossley. Bandets besætning har ændret sig gennem årene, men lydmæssigt er de forankret i britisk indierock med post-punk-præg. Gruppen dukkede op i 1984 og etablerede sig først på den engelske independent-scene med albummet Back in the DHSS (1985), efterfulgt af singlerne “The Trumpton Riots” og “Dickie Davies Eyes” i 1986, før en første opløsning samme år. Comebacket i 1990 genoplivede bandet markant; de optrådte blandt andet på Reading Festival og fik støtte fra John Peel, for hvem Half Man Half Biscuit indspillede tolv sessioner. Deres musik bygger på tørre eller nervøse guitarer, direkte rytmer, bevidst nøgne popmelodier og tekster, der blander social satire, hverdagsskildringer, britisk populærkultur, fodbold og lokal geografi. Blandt deres albums er McIntyre, Treadmore and Davitt (1991), This Leaden Pall (1993), Some Call It Godcore (1995), Voyage to the Bottom of the Road (1997), Cammell Laird Social Club (2002), Achtung Bono (2005), CSI:Ambleside (2008), Urge for Offal (2014), The Voltarol Years (2022) og All Asimov and No Fresh Air (2025). Et samarbejde med Margi Clarke på “No Regrets” udkom i 1991.
