Arthur Fu Bandini

Arthur Fu Bandini bevæger sig i krydsfeltet mellem genrer, hvor punk, post-rock, en nedbarberet elektronisk lyd og rockpoesi kolliderer. Inspireret af The Clash, Ian Dury, Sleaford Mods, Suicide, Leonard Cohen og Viagra Boys blander han ikke blot stilarter — han vrider dem og sætter dem sammen på ny for at afbilde sin tid. Hans skrivestil er direkte og engageret, gennemvædet af post-surrealistiske billeder og eksistentielle spørgsmål. Teksterne står i centrum hos Arthur Fu Bandini, båret af en dyb, nærmest skælmsk stemme et sted mellem Daniel Darc og Alain Bashung, med en medfødt sans for phrasing og rå narration. Hans prosa er ironisk, præcis og katarsisk, sprudlende frem som et livsnødvendigt, instinktivt, næsten organisk behov. På scenen spiller han ikke en rolle — han lægger en spænding, en frihed og en gnist åben, uden positur, hvor hvert ord synes levet før det synges. Uden for rammen, uden for moden, uden for normen gør han musikken til et frigørelsesrum, en klar, rå og poetisk flugt, der lyder som både et personligt manifest og et fælles spejl. Arthur Fu Bandini bevæger sig uden filter, båret af nødvendigheden af at sige, med en tonefrihed, som sjældent ses på den frankofone scene.